Udgivet af Josiane Jensen, lør d. 28. mar 2020, kl. 20:19

I dag fejre vi traditionen tro ”Danmarks befrielsen” i Beldringe Kirke. Eller det vil sige, vi plejer at gøre det, hvorfor I igen må nøjes med mine ord: I år ville vi have fejret 75 året for Danmarks befrielse fra nazismens umenneskelige hærgen. Og på trods af Covid-19, bliver det 4. maj alligevel, men vi er overladt til også med denne fejring, at fejre den i vores egen stuer med stearinlys i vinduerne. Men er det så ringe endda? Ja det spørgsmål stiller jeg, fordi antallet af medvirkende ved en 4. maj befrielsesgudstjeneste, gennem de år jeg har været præst, har været dalende. Det skyldes blandt andet, at dem, som oplevede krigen og dens rædsler, ikke længere er. Trods de ikke længere er, er Danmark forsat befriet, men befrielsen er blevet en selvfølge. Og unge og lidt ældre er sig ikke bevidst om denne aftens betydning. Men måske i aften eller i denne tid, er den enkelte blevet mere bevidst om Danmarks befrielse, ved det, vi de seneste uger har levet i en art undtagelsestilstand pga. Covid-19. Danmark er ikke befriet for Covid-19. Nogle grupper i samfundet oplever det stærkere end andre. Frygten rammer nogle mere end andre. Utrygt er det, hvem bærer fjenden (læs: smitten)? Fjenden er usynlig, det var nazisterne trods alt ikke. Men rammes du, kan det blive et spørgsmål om liv eller død. Sådan er det med enhver livsituation. Den udspilles i en tidsperioden og holder op på et tidspunkt. Anden verdens krig døde for 75 år siden. Som vi andre en dag skal dø, om det er af Covid-19 eller en anden sygdom, eller mæt af dage. Vi ved ikke, hvornår vi skal dø, men vi ved at vi en dag uundgåeligt skal dø. Og det er godt, at vi bliver mindet om, at vi skal dø, for det får os til at tænke over vores liv, her og nu, og hvis vi formår at tænke over vores liv, giver det mulighed for,  at befri os selv og hinanden, for de trængsler eller svære tanker, vi kan bokse med, for i stedet at nyde den sparsomme tid.

 

Dagens lektie fra Anden Mosebog fortæller, at Moses møder Gud gennem den brændende tornebuske. Gud fortæller netop Moses, at han skal befri israelitterne fra Faraos trældom. Moses tvivler ikke på, at det er Gud og med hensyn til Moses spørgsmål ”hvad skal jeg sige til dem, når de spørger efter dit navn? Svar Gud ”Jeg er den jeg er”. Det er et underligt svar, men lad os se om vi kan få en større forståelse. Moses gør som han bliver bedt om, og efter møje og besvær, bliver israelitterne befriet, ikke af Moses, men af ”Jeg er den jeg er”. Tiden med Moses og israelitterne fortæller at Gud var med dem. Israelitterne bliver befriet af Gud, fordi de tror på Moses og dermed ”Jeg er den jeg er”. Med Jesus kommer Gud anderledes ind i vi menneskers tid. Han er ikke længere en brændende tornebusk, som kan tale, og ikke brænder ud. Han er et menneske i egen krop kaldet Jesus, og som alle andre mennesker kan tale. Tale og forklare at ”vejen, sandheden og livet” fører til ”Jeg er den jeg er” Det er Johannes når han er sværest og det er samtidig Johannes når han er smukkest. Vejen til Gud og med Gud, går gennem hans søn. Det fortæller Jesus sine disciple, før hans korsfæstelse, for at minde dem om, at hvis I bliver ved med at følge mig i troen, så vil vi blive ved med at være sammen. Jesus forbereder således sine disciple på, at enhver tid, kan være med Jesu, eller uden Jesus. Jeg tænker nu nok at Jesus er med os alle i enhver tid. Men vil vi mennesker leve vores liv med ”blot” tiden i vold? Eller vil vi leve vores liv med ”Jesus i vold? For det har en afgørende betydning, særligt nu, hvor vi er taget til fange af Covid-19. Den frygt Covid-19 giver! Den ensomhed og isolation Covid-19 giver! Det fangeskab Covid-19 tager! Den død Covid-19 tager! Alt det Covid-19 byder os mennesker, alt det, kan sætte os fri, hvis vi lader Jesus ledsage os, på den vej, der er hans. Normalt vil vejen gå hen til kirken søndag efter søndag, ikke for kirkens skyld, men fordi Kirken er evighedens hjem her på denne timelige jord. Her sættes vi fri, for en stund, fra den evighedslængsel, vi alle længes efter, men i det timelige er umulig. Men med Jesus, i kirken eller hjemme i din stue, som Covid-19 kræver det i disse dage, her skænkes vi søndag efter søndag friheden, til at være den vi er, med den Gud, som skabte os i sit billede. Når vi lader os møde, af Gud, befries vi dagligt, af tidens fangeskab. Glædelig befrielse 

 Amen. 

Kategorier Forside