Udgivet af Josiane Jensen, tor d. 9. apr 2020, kl. 17:03

Kære Menighed.

 Forstil dig at du står i en folkemængde, den behøver ikke være stor, 15-20 personer, måske flere, det er som sådan ikke antallet der er det afgørende. Men den ene person, som taler til folkemængden, er den interessante. Og det er her du skal forestille dig, at den ene person, som taler til folkemængden, er Jesus. Jesus i fysisk størrelse, der taler til dig, ja taler til os. Jesus beder til Gud. sin far, såvel din og min far. Han beder Gud, om at holde fast i os! Nu Jesus om en kort stund, ikke længere fysisk er er iblandt os. Jesus beder på vores vegne, om at Gud vil holde fast i os, så vi forsat kan være ét med Gud, ligesom Jesus hele tiden har været ét med Gud.

Tænk sig, Jesus, såvel Gud som er langt mere end du og jeg, insisterer på, at de vil være ét med os. Men hvad vil det sige at være et med Jesus og Gud? Vi mennesker, der gør et stort nummer ud af at være individuelle, ønsker ikke at være ét med andre, men ét med os selv.

Spørgsmålet er så, om vi mennesker overhoved kan være ét med os selv. Ja, det er Covid-19 et god eksempel på, at det kan vi ikke. Vi kan ikke være ét med os selv. Vi har gjort det, fordi vi skal gøre det. Men vi har så sandelig fået øjnene op for, at det ”ét” Jesus taler om, er et fællesskab. Et fællesskab, som vi mennesker ikke formår at leve uden.

Imidlertid er der mange forskellige fællesskaber. Og mange af dem er ude Jesus og Gud. Og selv, med Jesus og Gud, er der fællesskaber, der sætter begrænsninger op for, om vi er værdige til at være en del af det kristne fællesskab. Heldigvis har vi i den danske folkekirke en meget sund kirke. Den vil alle. Vi præster og menighedsråd, forsøger efter bedste evne, at forstå, at hvis Jesus og Gud vil nedværdige sig til, at være ét med os, så vil Jesus og Gud være ét med alle.

Når Jesus beder Gud om, at være ét med os, er det ikke fordi vi på nogen måder får en flig af deres hellighed. Den eneste hellighed vi når, er, at vi må trøste os med, at vi er skabte i Guds billede. Og, at vi i dåben er blevet indskrevet i ”Livets kærlighedsbog”. I foråret grøde, sår vi grønsager og blomster. De, frøene, er hurtige til at spirer fra jordens mørke, til lyset og videre op mod himlen. Men, hvor er de sarte. Også når de er vokset til. Men særlig i den spæde begyndelse er de sarte. Vi mennesker er vel altid på vej! Vi vokser, men er forsat sarte! Vi er på vej i vores spæde vandring gennem vores liv. Hvor vi prøver at forstå, os selv, hinanden og Gud. Ja, det ligger lige til os, at forstå os selv først, dernæst den anden, og sidst gør vi os måske tanker om Gud. Imidlertid kommer vi aldrig til at forstå os selv, gennem os selv. Det er umuligt. I stedet kommer vi til at forstå os selv, gennem mødet med andre mennesker. Om den forståelse vi får om os selv, gennem mødet med andre, har positiv eller negativ karakter, ja det er, for mig, her Jesus og Gud kommer ind i billede. For de ønsker, for os, et positiv selvbillede og et positivt møde med vores næste, og dermed en positiv vej vi skal betræde. De vil frihedens vej, som vi mennesker vel bedst kender gennem ydre og materielle forhold, men det er ikke den, frihedens vej Jesus beder Gud om, det er den indre frihedens vej. Den frihedens vej, den vil Jesus og Gud, at vi skal gå. Det er den de tilbyder alle mennesker. Den er uden magt og vælde, og derfor er den så svær for os mennesker at forstå. Fordi vi vil have retfærdighed og oprejsning. I mellemtiden får vi sjældent retfærdighed og oprejsning i vores verslige liv, hvorimod, hvis vi tør tage imod den enestående gave, at Jesus og Gud, vil være ét med os, så kan den enkelte finde frihed: For her siger Gud og hans søn, at du, er fantastisk som du er. Du er ikke fantastisk fordi du har udrettet noget. Når vi udretter noget, tilegner vi os magt. Og det er ikke målet med et menneskes liv. Det var netop det Jesus lærte os, da han i ørken til Satan sagde nej, til al magt. Fordi, vejen til guddommelig magt, går frihedens og frivillighedens vej. Her kan vi alle blive herliggjort, fordi vi ikke skal præstere, men blot være. Og ja, en opvask skal tages, og penge skal der til for at vi kan få smør på bordet, og hvad vi ellers har forgældet os med. Men lige netop derfor, er det herligt, at vi ikke skal præstere noget overfor Gud. I mødet med Gud bliver vi herliggjort, som de mennesker vi er, med de skavanker vi bærer, men vi er forsat skabte i Guds billede. Glem ikke det. God søndag og tillykke med at kirken nu er blevet åbne, fra i morgen mandag den 18. maj. 2020

 Amen.

 

Kategorier Forside