Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Gudstjeneste i Beldringe Kirke

FEB
06

Gudstjeneste i Beldringe Kirke


Dato Søndag d. 6. februar 2022, Kl. 19:00 til kl. 20:00
Sted Beldringe Kirke, Præstegårdsvej 5A, 4720 Præstø
Medvirkende
Lars Foged
Gudstjeneste i Beldringe Kirke

Kyndelmisse er også en gammel tradition. Den stammer fra den katolske kirkes „lysmesse“. Fra gammel, dansk tid fejrede man „Kjørmes Knud“, som var det tidligere navn for kyndelmisse i Danmark. Her markerede man midten af vinteren. Nej, man vidste ikke, om det var midten af vinteren, men man fejrede dagen; så til, om man havde halvdelen af sit forråd tilbage, og håbede så, at vinteren ikke ville blive for streng. I dag, vil vi med klimaudfordringerne nærmest håbe på, at vi ville kunne få en streng vinter. Uanset hvad, fejrer vi en gammel tradition, fordi traditioner lever ved at blive fornyet år efter år. I Bårse og Beldringe gør vi det ved at få besøg af en ny gæsteprædikant, som i 2022 er Gunder Gundersen. Han har et helt særligt og hengivent forhold til den kristne tro. Så sæt kryds i din kalender og nyd de lækre pandekager, som efterfølgende bliver budt - sammen med solbærrom. 

Sidste søndag efter helligtrekonger

 06-02-2022 Tekstrække: Anden række

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal strømme dertil, talrige folk skal drage af sted og sige: »Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.« Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. Jakobs hus, kom, lad os vandre i Herrens lys.  Esajas' Bog 2,2-5

* Epistlen skriver apostlen Paulus til kolossenserne: Guds ord, den hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb. Ham forkynder vi, og vi formaner enhver og belærer enhver med al visdom for at føre ethvert menneske frem som fuldkomment i Kristus.  Kolossenserbrevet 1,25d-28

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.  Johannesevangeliet 12,23-33

Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992. Vil du læse mere, så klik https://www.bibelselskabet.dk/...